I oktober tog Sonja og Lykke fra Nepalgruppen afsted til Pokhara i Nepal for at få sat ordentlig gang i vores partnerskabsprojekt med grundlæggende workshops omkring bæredygtig udvikling og bæredygtig levevis for de ansatte og bestyrelsesmedlemmer i Children Nepal. Derudover skulle vi arbejde på vores monitoreringsværktøjer for projektet og selvfølgelig på besøg i de små landsbyer, som er blevet udvalgt som case for det fremadrettet arbejde.    

Efter en lidt længere tur med overnatning i Dubai og Kathmandu ankom vi søndag den 16. oktober til Pokhara, hvor Children Nepal har kontor.  Her fik vi holdt et planlægningsmøde med Ram og Shiva fra Children Nepal, hvor vi fik de sidste detaljer omkring ugens program på plads samt diskuteret indholdet af de planlagte workshops. Vi fik ligeledes mødt Rada, som var hyret ind som tolk under workshopsene, da det ikke er alle hos Children Nepal, der snakker engelsk og vi desværre ikke har fået lært tilstrækkeligt med nepalesisk endnu. 

Om mandagen blev vi hentet kl 7.30 på vores hotel af Ram, Shiva og Krishna (alle tre ansatte hos Children Nepal) og bestyrelsesmedlemmet Santha. Vi havde planlagt et besøg til en af landsbyerne, der er tænkt ind i projektet. Der var lavet en aftale med lederen fra den lokale kvindegruppe, som tog os rundt til nogle huse og bagefter havde arrangeret en snak med nogle af de andre kvinderne fra gruppen. Men det var lige før, at der var flere mænd end kvinder til stede og det var interessant at se, hvordan mændene havde svært ved ikke at blande sig i samtalen (billedet foroven).

Onsdag og torsdag holdt vi workshops i sustainable development, sustainability, SDG’erne, sustainable livelihood og hvordan CN kan blive mere bæredygtige. De to dage gik virkelig, virkelig godt. De ansatte og bestyrelsesmedlemmerne var virkelig engageret, der var en fed energi og interesse og det var en god mulighed for at sætte bæredygtighed på dagsordenen og arbejde hen imod en fælles forståelse af konceptet. Så der var en masse gode diskussioner, spændende inputs fra både ansatte og bestyrelsesmedlemmerne og mulighed for refleksioner, det var virkelig fedt at opleve! Det bliver spændende at se, hvordan de kan holde gejsten og interessen oppe, men det virker til at være med til at kunne skabe et godt fundament for samarbejdet fremadrettet. Torsdag og fredag brugte vi på monitorering guideline, udarbejde baseline survey og projekt implementerings planen. Sonja fik introduceret google spørgeskemaet til dem og fik sat Krishna og Hari ind i sagerne, så i stedet for at indsamle det hele på papir, har vi nu oprettet survey’et i skyen. De virkede meget begejstret og ivrige efter at få gang i det nye værkstøj. 

Lørdag var fri- og hjemrejsedag for Sonja. Inden hun tog hjem, var vi oppe på Sarrankot og se solopgangen over Annapurna-bjergkæden i selskab med læssevis af turister og skoleelever. Så der var kamp om den bedste plads og selfie. 

Søndagen blev for Lykkes vedkommende brugt på endnu et besøg til det andet lokalområde, der er tænkt med i projektet. Det er knap så tilgængeligt som det vi besøge om mandagen og kræver lige en gåtur på 1,5 time i langsomt tempo i kuperet terræn inden man ankommer til de tre små landsbyer på toppen af bjerget. Det er en gåtur man får varmen af som dansker. De større børn går ruten hver dag for at komme i skole, så de har forhåbenltig vænnet sig til turen. I landsbyen mødte vi den lokale skoleleder, nogle kvinder fra den lokale kvindegruppe og fik mulighed for at kigge os lidt omkring hos nogle af de folk, der ikke var ude og arbejde allerede. Der er ingen tvivl om, at skolelederen gerne vil samarbejde med os og Children Nepal. Kvinderne virkede dog lidt mere skeptiske, så det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af de planlagte dialogmøder og ressourcemapping øvelser, der skal afholdes i dette partnerskabsprojekt. Den sidste dag mandag brugte vi på at snakke budgetter og afrapportering inden turen gik mod Kathmandu og hjemover igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *