
Skrevet af Ida Pihl og DIB
Bolivias højland og dets befolkning vurderes at være særligt sårbare over for klimaforandringer. Den store højsletteby El Alto oplever i disse år at vejrmønstre ændrer sig. Byen er særligt udsat for kraftige vinde, haglstorme og stormfloder. Alle vejrfænomener som sker oftere og voldsommere med klimaforandringerne. Derfor er det vigtigt at befolkningens og myndighedernes viden om klimaforandringerne er opdateret. Samtidig skal beredskab og rammerne for håndteringen af nødsituationer styrkes.
Fundación Teko Kavi (FTK) og DIB er i gang med at implementere et fælles projekt i El Alto. Her er et af målene at styrke viden om klimaforandringers årsager og konsekvenser hos skoleelever, lærere, forældre og embedsværket i El Alto kommune.

Klimaforandringer kræver et styrket beredskab
Som udstationeret studiepraktikant i fem måneder i Bolivia arbejdede katastrofe- og risikomanagerstuderende Ida Pihl netop med beredskab på de skoler, som indgår i projektet: “Jeg bidrog med viden om katastrofe- og risikohåndtering og planlægning af evakueringsøvelser, og så hjalp jeg med at lave sårbarhedsanalyser, beredskabsplaner og evakueringsøvelser på lokale skoler i El Alto.”

Ida har hjulpet FTK og alliancen af lokale civilsamfundsorganisationer med at kortlægge, hvordan de enkelte skoler er udsat for ændrede vejrfænomener på grund af klimaforandringer. Desuden har hun planlagt og afholdt evakueringsøvelser på flere skoler i El Alto: “Nu har elever og ansatte på flere skoler i El Alto haft mulighed for at øve, hvordan de skal handle, hvis en alvorlig vejrhændelse opstår. Vores arbejde er med til at klæde skolerne bedre på til at håndtere de her hændelser.”
Hun påpeger, at organisationerne hver især har forskellige former for viden. Netop kombinationen af dem er med til at styrke projektet: “Jeg har haft glæde af samarbejdet med de lokale organisationer. De har et indgående kendskab til lokalsamfundene og de konkrete risici i områderne.”

Samarbejdet med de lokale organisationer hjælper os med at gøre øvelserne mere relevante for den enkelte skole, eleverne, lærerne og forældrene. Nu er organisationerne selv begyndt at bruge deres erfaringer fra projektet til facilitering af flere øvelser.”
Nysgerrig på praktik?
Hvis Idas historie har givet dig blod på tanden og lyst til at vide mere om praktik i udlandet hos seje organisationer gennem DIB, så tjek vores side ud om praktikmuligheder: https://www.dib.dk/kontakt/ledige-stillinger/
