I januar tog jeg, Marie, og min kollega Jule turen til Nepal for at besøge vores partner CHILDREN-Nepal og projektet Climate Resilient Communities i Tanahun District. Projektet kører i to landsbyer, Harshapur og Kurlechour, og støtter tre skoler samt lokale bonde- og kvindegrupper i at opbygge en mere robust og bæredygtig levevej. Der er sket meget på det første år: eco clubs på skolerne, træning i symaskiner, kompost, biogødning, earthworm farms og meget mere.
Det var min første monitoreringsrejse – og den bekræftede mig i noget grundlæggende: virkeligheden er altid mere kompleks end en projektplan. Vi er dynamiske mennesker i en uforudsigelig verden. For mig er det ikke en svaghed at møde og anerkende kompleksiteten. Det er forudsætningen for at forstå – og for at tage virkeligheden alvorligt og respektere de mennesker, det handler om.
En monitoreringsrejse giver os to ting: bekræftelse på, hvad der virker – og indsigt i, hvad der kan gøres endnu bedre. Lad mig tage jer med til det, vi mødte på vejen.
Det vi mødte på vejen
Et land mange forlader
For at forstå, hvorfor projektet er nødvendigt, hjælper det at forstå den virkelighed, som omgiver det.
I mange af de familier, vi mødte, er manden rejst. Til Indien, til Golfen, til andre steder, hvor der er arbejde. Nepal har en af verdens højeste rater af arbejdsmigration – og familierne derhjemme er ofte afhængige af de penge, der sendes hjem. Det er ikke et valg; det er en nødvendighed. Der er simpelthen ikke nok arbejdspladser.
Det samme gælder de unge. De uddanner sig, og så rejser de. Den energi og de kompetencer, som Nepal har hårdt brug for, forsvinder ud af landet. En stille brain drain, der foregår generation efter generation.
Baggrunden for det er kompleks. Korruptionen er udbredt og gennemsyrer mange lag af samfundet. Kastesystemet er formelt afskaffet, men socialt er det stadig en stærk og undertrykkende kraft – især for dem, der ikke er født ind i de rigtige familier. Mulighederne er ikke ligeligt fordelt. De har aldrig været det.
Det er ikke fattigdom som skæbne. Det er fattigdom som resultat af systemer – korruption, kastetænkning og en global økonomi, der har brug for billig arbejdskraft mere end den har brug for retfærdighed. Vi kan ikke ændre de strukturer på ét projekt. Men vi kan støtte dem, der arbejder i dem – og dem, der lever i dem – i at skabe en smule mere råderum.
At give frem for at sælge
En af de mest tankevækkende ting, vi stødte på, handlede slet ikke om teknik eller infrastruktur. Det handlede om kultur.
I Nepal er det helt naturligt at dele overskudsproduktion med familie, venner og naboer. Hvis du har mere, end du selv kan bruge, giver du det væk. Det er ikke bare en skik – det er en grundlæggende social logik, der knytter mennesker sammen og skaber tryghed i lokalsamfundet. På mange måder er det en form for social sikkerhed: du deler i dag, og nogen deler med dig i morgen.
Men projektet Climate Resilient Communities har som mål at styrke ikke bare fødevaresikkerhed, men også økonomisk sikkerhed. Og der opstår en spænding. For hvordan styrker man en families økonomi gennem landbrug, hvis kulturen for at sælge ikke er der?
Det er let at se det som et problem, der skal løses. Men vi tror ikke, at det er så enkelt. Delekulturen er ikke en fejl – den er en ressource. Den har hjulpet lokalsamfundene med at overleve i generationer. Og den fortjener respekt.
Klimaforandringerne ændrer dog præmisserne. Når høsten svigter, når vandet mangler, når ekstremt vejr rammer, er det ikke nok at have gode naboer. Familierne har brug for en økonomi, der kan holde til chok. Det er den virkelighed, projektet forsøger at ruste dem til.
Spørgsmålet er derfor ikke, om delekulturen skal afskaffes – det skal den ikke. Men måske handler det om at finde rum til begge dele: at bevare det sociale kit, som deling skaber, samtidig med at der opstår nye vaner og muligheder for at omsætte overskud til indkomst. Det er ikke en modstrid. Det er en balance, som lokalsamfundene selv skal finde – og som vi ikke kan eller skal diktere udefra. Det spørgsmål sidder vi stadig med.
Aber som landbrugspest
Og så er der aberne. De er en konstant trussel mod afgrøderne, og indtil videre findes der reelt ingen effektive metoder til at holde dem væk. Der er blevet eksperimenteret med chiliplanter og plastiktunneller – men aberne er kloge. De lærte hurtigt at pille afgrøderne ud og finde vej ind i tunnellerne alligevel. Den eneste løsning, der virker, er at bønderne selv er til stede i marken hele tiden – hvilket betyder tid væk fra alt andet.
Sidder du med viden om abeadfærd eller metoder til at beskytte afgrøder? Så hører vi meget gerne fra dig!
Bureaukrati som barriere
Under vores besøg havde vi møde med den lokale Rural Municipality. De fortalte os, at der er rige muligheder for, at borgerne kan søge legater til deres husholdning og landbrug. Systemet er der, sagde de. Pengene er der.
Senere på dagen sad vi til møde med kvinderne i den ene landsby. De fortalte os det modsatte: at det er umuligt for dem at gennemskue ansøgningsprocesserne. Processerne er komplekse og bureaukratiske – og for dem, der ikke kan læse eller skrive, er de reelt utilgængelige.
To møder. To vidt forskellige oplevelser af den samme virkelighed.
Det er ikke nødvendigvis udtryk for ond vilje fra kommunens side. Men det illustrerer en kløft, som CHILDREN-Nepal forsøger at bygge bro over – ved at hjælpe bønderne med at navigere i et system, der formelt set er åbent for alle, men i praksis kun er tilgængeligt for dem, der allerede ved, hvordan man finder vej.
Kvindernes bekymring for markedet
Under et møde med kvinderne i én af landsbyerne delte de åbent, at de ikke troede, at de hjemmesyede produkter ville kunne sælges på det lokale marked. Men de stoppede ikke ved problemet – de kom selv med løsningen. De foreslog i stedet at producere røgelse og stearinlys, som begge bruges flittigt til religiøse begivenheder og festivaler i Nepal. Det er produkter, der altid er efterspurgt.
Den feedback tog vi med tilbage til CHILDREN-Nepal, som nu undersøger, om der er plads i budgettet til ny træning og råmaterialer. Det er ikke givet, men vi håber.
Vand er en mangelvare
Mange husholdninger har en solenergidrevet vandpumpe. Men om vinteren er der ikke nok sol til, at pumpen virker – og det betyder, at familier kan stå uden vand i lange perioder. Det rammer ikke bare adgangen til drikkevand, men også køkkenhaverne, som er centrale for både mad og indkomst.
Når vandpumpen ikke virker, må kvinderne gå flere timer til skoven for at hente vand. Det er tid væk fra børn og haver – og det er farligt. Tigrene i området er ikke en abstrakt trussel.
Den ene landsby har en offentlig kunstig sø, som alle må bruge. Det har gjort en forskel. Spørgsmålet er, om den anden landsby også kan få én. Det er dyrt, og det er uvist, om der er midler til det inden for dette projekt. Men der er et muligt spor: det var den lokale Rural Municipality, der finansierede søen i den første landsby. CHILDREN-Nepal undersøger, om et samarbejde med kommunen kunne gøre det samme muligt her.
Mere end monitorering
Turen til Nepal handlede ikke kun om at se, hvordan projektet går. Vi afholdt også en række workshops med CHILDREN-Nepal, hvor vi sammen arbejdede med organisationsudvikling. Vi var blandt andet inde over kønsroller i organisationen, fremtidige strategier og partnerskaber, projektudvikling og participatoriske monitoreringsredskaber – altså metoder til at inddrage lokalsamfundene aktivt i at måle og forstå deres egen udvikling.
Det var givende arbejde. Ikke som eksperter, der kom udefra med svarene, men som partnere, der tænker fremad sammen.
En lysere tid forude?
Nepal er et af verdens hårdest ramte lande af klimaforandringer – og korruption gør det endnu sværere. Det gør det arbejde, som CHILDREN-Nepal udfører, endnu mere imponerende. De når dem, der har allermindst, med de midler, de har.
Med dannelsen af en ny regering i marts går Nepal forhåbentlig en tid i møde med flere muligheder og større retfærdighed. Det ønsker vi dem af hele vores hjerte.
Der er ét år tilbage af projektet. Vi arbejder på at sikre midler til en fortsættelse, så det vigtige arbejde ikke stopper her.
