Godt og vel tre måneder efter vi fik den endelige godkendelse af det mundrette projekt “Evidence based advocacy for low-carbon, pro-poor sustainable “Eco-Village Development” (EVD) in South Asia” drog Christian og Lykke til Indien for at starte projektet op med de involverede partnere.
Vores indiske partnere INSEDA og WAFD havde planlagt en begivenhedsrig uge med projektmøder i Delhi, Rishi Kesh og Haridwar, sitevisits til eksisterende økolandsbyer i Ranichauri og besøg på det lokale hospital i Chamba, der har fået installeret en vindturbine. Udover de førnævnte partnere deltog INFORSE fra Danmark, CRT/N fra Nepal, Grameen Shakti fra Bangladesh, IDEA fra Sri Lanka, AIWC fra Indien og CANSA fra Indien. Med en flok på 20 personer kræver det en del forberedelse og tålmodighed, og bare det at få taget et gruppebillede (hvor alle kigger den samme vej) var en større udfordring.
Projektmøde i Rishi Kesh
Vi startede ud med det indledende projektmøde i Delhi den 7. april. Her fik partnerne mulighed for at præsentere sig selv og de forskellige rollefordelinger i forhold til projektet, vi fik kigget på implementeringsplanen og opsummeret projektet formål og objektiv. Egentligt havde vi også budgetter, finansiel afrapportering og kontraktmæssige spørgsmål på dagsordenen, men vi måtte hurtigt indse, at det nok var liiidt for optimistisk planlægning fra vores side af. Den 8. april gik turen nordpå med tog til Haridwar og efterfølgende bus til Rishi Kesh, hvor vi blev installeret på hotel lige ud til den hellige Ganges flod. Solnedgangen skulle eftersigende være helt fantastisk, de fleste af os missede den dog da vi havde gang i projektsnakken.
Projektpartnerne havde forberedt oplæg omkring den nationale situation i forhold til udvikling, klima, miljø og relevante beslutningstagere i deres pågældende land, mens Sanjay (CANSA) og Gunnar (INFORSE) gav et hurtigt indblik i de regionale muligheder for lavenergi løsninger og status på de internationale klimaforhandlinger. Det var rigtig spændende at høre, hvilke muligheder og udfordringer de forskellige partnere står overfor og i hvor høj grad lavenergiløsninger bliver prioriteret på nationalt niveau. Der er ingen tvivl om at, hovedprioriteten for beslutningstagerne er at skaffe adgang til energi og udvikling, hvor reduktion af CO2 blot er en sidegevinst. Så vi skal bare skubbe på med vores lavenergiløsninger, der både er med til at udvikle landområderne, forbedre levevilkårene for de lokale og reducere landenes CO2-udslip.
Besøg i økolandsbyer
De efterfølgende to dage brugte vi på sitevisits til det førnævnte hospital i Chamba og til eksisterende økolandsbyer i Ranichauri, hvor WAFD og INSEDA har arbejdet i en årrække. Begge steder var der arrangeret møder med de lokale og på hospitalet var den lokale presse også inviteret. Byerne lå 2-3 timers bjergkørsel fra Rishi Kesh og køreturen var ikke for folk med sarte maver, så vi måtte gøre et par stops undervejs. Men udsigten var fantastisk.
I landsbyen Guryali mødte vi de frivillige kvinder, som har været involveret i økolandsbyprojektet i længere tid og som er blevet projektets forgangskvinder. De var total seje og havde ingen problemer med at stille sig op foran hele forsamlingen og fortælle, hvilke øko-løsninger, de havde implementeret, hvilke udfordringer de var løbet ind i og hvilke andre initiativer, de selv havde igangsat. Blandt andet var én af kvinderne gået i gang med at tørre grøntsager og krydderier i et solcelledrevet ‘tørrehus’, som hun så kunne sælge videre. Noget af det kvinderne fremhævede som positivt ved at være en del af projektet var, at de oplevede en øget sociale anerkendelse i landsbyerne, samt den personlige tilfredsstillelse at udøve en service til fordel for landsbyerne og dens beboere. Dog kunne det være svært at overbevise folk om at implementere løsningerne, hvis der ikke allerede var nogle, der havde prøvet det før.Nogle af de løsninger vi var rundt og kigge på var regnvandsopsamling, kompostering, biogasanlæg, økologisk køkkenhaver, drivhuse, tørrehuse og en parabolformet solfanger til madlavning. De havde også prøvet kræfter med biavl, men de havde ikke formået at holde på bierne af flere forskellige årsager.
Inden vi vendte snuden mod Rishi Kesh igen var der også lige tid til et slag cricket. Dog varede spillet ikke mere end et par kast, da batteren slog bolden et godt stykke ned af bjerget, så børnene måtte ud og lede efter deres bold. Selvom en uge ikke er lang tid til at starte et projekt op med syv partnere, der alle har en masse uopklarede spørgsmål var besøget på hospitalet og i landsbyerne og mødet med nogle af de involverede personer godt givet ud. Det var både med til at skabe inspiration hos vores partnere og en fælles referenceramme for, hvordan en økolandsby i Indien kan se ud.
Kontrakter og krydderier i kufferten
Hele projektopstarts turen sluttede af i Delhi, hvor vi fik underskrevet de resterende kontrakter og rundet af på de forskellige diskussioner vi har haft undervejs. Så vi havde kufferten fyldt med kontrakter, økologiske krydderier fra Guryali og selvfølgelig en masse arbejdsmæssige indtryk da vi vendte tilbage til Danmark en uges tid senere.
