Projektperioden for vores arbejde med at opskalere økolandsby-konceptet i Sydasien lakker mod enden og i den forbindelse har Lykke og Jonas fra sekretariatet deltaget i afslutningsmødet i Sri Lankas kulturelle hovedstad, Kandy. På møderne deltog alle partnerorganisationerne og den eksterne evaluator, professor Avanish Kumar. Møderne bød både på præsentationer af, hvad de forskellige partnere havde opnået i projektet, foreløbig evaluering af projektet, feltbesøg i en af projektlandsbyerne og dialog om det videre forløb. Derudover besøgte Lykke og Jonas et gammelt bosætningsprojekt som DIB var involveret i i starten af 1990’erne i nærheden af Kandy.
Lange mødedage med kulturelle pauser
Kandy ligger i Sri Lankas Centralprovins, omkranset af bjerge, teplantager og mindre landsbyer. Sri Lankas længste flod Mahaweli Ganga (Great Sandy River) løber gennem byen og vores hotel Cinnamon Citadel lå lige ned til denne flod. Vejret i Kandy bød på 25-30 grader og høj luftfugtighed, men vi var heldigvis blevet installeret i hotellets konferencerum med klimaanlæg og en lind strøm af milk tea til at holde dampen oppe. For at det hele ikke skulle ende i endeløse diskussioner og trætte hoveder, blev der lagt et lille kulturevent ind hver eftermiddag: Hver partner, inklusiv DIB, fik til opgave at stå for musik og dans og det skulle selvfølgelig være fra ens hjemland. Vi lærte mange spændende dansemoves fra både Bangladesh, Indien, Sri Lanka og Nepal, og de fik alle lært en ægte dansk klassiker, nemlig Boogie Woogie.
Den første dag gik med, at Lykke havde arrangeret en session med outcome harvesting, hvor partnerne hver især skulle finde frem til de reelle forandringer projektet og partnerne havde bidraget til og reflektere over om der var sammenhæng mellem de forskellige successkriterier i projektet.
På andendagen fremlagde vores evaluator Avanish Kumar de foreløbige resultater af evalueringen og gik i dialog med os om partnernes oplevelser og resultaterne. Dag tre vendte vi både blikke tilbage og frem: Med udgangspunkt i de to foregående dages sessioner gik vi over til at snakke idéer til indhold i et nyt projekt, hvor vi dog endte tilbage til noget der mindede om de to foregående projekter. Hvilket blev lidt af en øjenåbner for mange af deltagerne. Derudover havde partnerne forberedt ‘lessons learned’ og deres videre strategi internt i organisationerne og deres bæredygtighedsplaner for EVD konceptet.
Om torsdagen tog vi på feltbesøg (se næste afsnit) og fredagen gik med at diskutere, hvordan økolandsby-konceptet kan føres videre og bredere i et nyt projekt og i netværkene. Om aftenen blev vi lukket ud af konferencelokalet, hvor vi besøgte en næsten 27 meter høj Buddha-figur på toppen af et bjerg og derefter var der aftensmad i KCC – Kandy City Center.
Feltbesøg i en srilankansk økolandsby
Om torsdagen havde Dumindu fra IDEA (Integrated Development Association) arrangeret feltbesøg i en af projektlandsbyerne, hvor vi fik indblik i, hvad projekterne havde bidraget med lokalt. Her så vi både forbedrede industrikomfurer, små økologisk landbrug og køkkenhaver, bistade, svampedyrkning, regnvandsopsamling og traditionelle produkter såsom kurveflet og forskellige søde sager, der blev fremstillet på de forbedrede industrikomfurer og solgt på lokale markeder og butikker. Vi blev mødt med stor gæstfrihed og venlighed af landsbyboerne, og blev inviteret ind til en lille forfriskning af mange. Derudover fik vi serveret middagsmad ved det lokale tempel – krydret til lokale ganer (altså stærkt!) og spist med hænderne.
“Jamen laver I da bosætninger?”
Når vi nævner DIBs fulde navn – Dansk International Bosætningsservice – bliver mange ofte en smule forvirrede og spørger, om vi da bygger huse i udviklingslande. Det gør vi ikke længere, men i mange år var DIB hovedsageligt involveret i bæredygtig bosætningsprojekter i Cambodja, Bolivia, Malaysia, Sydafrika, Sri Lanka og Thailand.
Projektet i Sri Lanka hed Low-Cost housing and Income generation, Matale District, Sri Lanka og løb fra 1994-1997. Da vi alligevel var i nærheden, havde vi med hjælp fra en gammel DIB’er Finn Lundorf fået kontakt til Dhammika Maliyagoda, en af de tidligere ansatte i projektet, og han viste os rundt i to af de tre tidligere projektlandsbyer. Husene, der blev bygget dengang var alle omkring 40 m2 og bestod af et opholdsrum, et køkken med ildsted og skorsten, og 2-3 soveværelser. Husene skilte sig især ud ved tagstenene, der var en blanding af beton og korte kokosfibre. Denne produktionsmåde gjorde både tagstenene stærke og billige at producere. Vinduesrammerne var ligeledes bygget af kokos.
Da vi ankom til de to landsbyer, viste det sig hurtigt, at flere af beboerne havde fået ombygget eller udvidet deres hus og/eller fået udskiftet taget. Dhammika viste os dog et par huse, der ikke havde ændret udseende de sidste 20-25 år. Da vi vandrede omkring i landsbyerne fik vi igen den srilankanske gæstfrihed at mærke: Vi blev budt ind mange steder til kiks, friskpresset passionsfrugtjuice, kokos plukket direkte fra træerne og meget mere.
