DIB har sin plads og bosæde i Danmark og vi er meget bevidste om, at det er afgørende at være med til at bidrage til engagement og bevidsthed om udviklingsarbejdet blandt danskerne. Det gør vi blandt andet i vores tilstedeværelse til arrangementer på uddannelsesinstitutioner, hvor vi fortæller om vores udviklingsprojekter og forsøger at få involveret flere frivillige i vores organisation, men også gennem specifikke projekter her i Danmark.

#NYTÆNK (2021-2023)

#NYTÆNK er vores projekt støttet af CISU’s Engagementspulje, som er faciliteret af to færdiguddannet journalister tilknyttet til DIB – Didier Larsen og Mie Olsen. De har igennem 3 måneder i 2021 besøgt vores samarbejdspartnere i Bangladesh og Nepal, hvor de har dokumenteret lokale bæredygtige klimaløsninger og interviewet adskillige af de lokale indbyggere.
Formålet med projektet er at engagere erhvervsstuderende i Danmark i den grønne omstilling og skabe en øget interesse i udviklingsarbejde med inspiration fra lokale, innovative klimaløsninger i Sydasien. De lokale løsninger Mie og Didier har fokus på er særligt indenfor energi, landbrug, byggeri og teknologi og vi mener at erhvervstuderende med fordel kan drage inspiration fra de kreative påfund i disse lokale samfund.

I Nepal formåede de at installere en vandturbine, som udelukkende kører på flodvand fra toppen af bjerget i landsbyen og ned i dalen. Dette var et af de projekter som DIB havde været med til at etablere, i samarbejde med vores lokale samarbejdspartner CHILDREN Nepal.

Med #NYTÆNK ønsker vi at engagere en målgruppe, som måske ikke får involveret sig så ofte i udviklingsarbejde, men som har/vil få stor betydning for den grønne omstilling i Danmark. Vi ser frem til, at se hvordan projektet udvikler sig og hvordan det bliver taget imod fremadrettet. Projektet foregår i samarbejde med U/Nord, som er en sammenslutning af uddannelsesinstitutioner på Nordsjælland.