DIB har sin plads og bosæde i Danmark og vi er meget bevidste om, at det er afgørende at være med til at bidrage til engagement og bevidsthed om udviklingsarbejdet blandt danskerne. Det gør vi blandt andet i vores tilstedeværelse til arrangementer på uddannelsesinstitutioner, hvor vi fortæller om vores udviklingsprojekter og forsøger at få involveret flere frivillige i vores organisation, men også gennem specifikke projekter her i Danmark.
NyTænk (2021-2023)
NyTænk er vores projekt støttet af CISU’s Engagementspulje. Formålet med projektet er at engagere erhvervsstuderende i Danmark i den grønne omstilling og skabe en øget interesse i udviklingsarbejde med inspiration fra lokale, innovative klimaløsninger i Sydasien – bl.a. gennem oprettelsen af mediet NyTænk.
To journalister, Didier Larsen og Mie Olsen, står for udvikling af mediet NyTænk samt indsamling af journalistisk materiale, samarbejde med erhvervsskolerne, m.v. I 2021 besøgte de DIBs samarbejdspartnere i Bangladesh og Nepal, og dokumenterede lokale bæredygtige klimaløsninger og interviewede mange af de lokale indbyggere.
De lokale løsninger, som særligt er i fokus, er indenfor vedvarende energi, landbrug, byggeri og teknologi, og de erhvervstuderende kan bruge historierne som inspiration til deres eget fremtidige arbejde.

Med NyTænk ønsker vi at engagere en målgruppe, som normalt ikke er særligt bekendt med udviklingssamarbejdet og det Globale Syd, men som samtidig har og vil få stor betydning for den grønne omstilling i Danmark. Vi ser frem til, at se hvordan projektet udvikler sig, og hvordan det bliver taget imod fremadrettet. Projektet foregår i samarbejde med erhvervsskolen U/Nord, som er en sammenslutning af uddannelsesinstitutioner på Nordsjælland.